Ugens forfatter

Vi har mange forfattere blandt vores undervisere, som vi gerne vil synliggøre ved at gøre dem til UGENS FORFATTER. De er alle spændende, inspirerende og motiverende at læse og blive undervist af.

Her kan du se, hvem de er, hvilke bøger de har udgivet, hvad de brænder for, og hvad de er i gang med for øjeblikket, og hvordan du kan finde flere oplysninger om dem.

A Book G833547ef7 640

Birgitte Flensholt

Hvornår er man forfatter?

I 10 år skrev jeg bøger for børn om sundhed. Der ligger 18 bøger på i ”frilæsning.dk”, som i dag ejes af Gyldendal. Jeg var også brevkasseredaktør og svarede mange vidt forskellige spørgsmål og børn og sundhed og børn og børneliv.

Det fik mig ikke til at føle mig som forfatter. Det var tekster, jeg afleverede og som blev sat op af andre og på intet tidspunkt landede i min hånd. Men ikke desto mindre, har jeg forfattet hver eneste af dem.

I 12½ år skrev jeg hver 14. dag en artikel/klumme for Sjællandske medier om ”Kost, sundhed og trivsel”. 299 artikler har jeg forfattet.

En dag blev jeg kontaktet af Lone Rytsel, om jeg ville være med i en gruppe med skrivende kvinder. ”Men jeg er jo ikke forfatter”, svarede jeg. ”Det bliver du!” svarede Lone. Det blev starten til at skrive på en anden måde.  Det blev tid til at revurdere min opfattelse af mig som forfatter.

I 2021 fik jeg en forespørgsel på en kogebog for unge med CP (Cerebral Parese/spastikere) om at tage bedre valg på farten.

Det blev til kogebogen ”Mad på farten”, som indeholder faglighed omkring betydningen af at spise rigtig mad frem for fastfood og en stribe gode opskrifter. ”Mad på farten” er en del af et projekt Mad, musik og motion, som er udviklet i samarbejde med CP Danmark.

Jeg har præsenteret bogen og tankerne bag den for unge på Pibergården i Nødebo og på Jonstrupvang i Værløse.

Den er trykt i 200 eksemplarer og derfor ikke til at købe.

Du kan se et link til den her kvit og frit:

https://issuu.com/lavuk/docs/mad_paa_farten_160x230mm_online

I 2022 udkom ”Livet har lært os”, som er skrevet af 6 meget forskellige kvinder. Det samme gjorde bogen ”Styrk din mentale sundhed”.

For mig er det inspirerende at skrive sammen med andre. Det er vidt forskellige tekster og vidt forskellige skrivestile. Jeg er glad for at skrive 100 ords tekster. Det er magisk at levere en meningsfuld tekst på kun 100 ord.

Jeg kan varmt anbefale et skrivefællesskab – ikke nødvendigvis for at udgive sammen, men for at inspirere og blive inspireret og for at holde fast i beslutningen om at skrive.

Jeg har flere bøger på vej. Glæder mig hver gang over at komme videre med mine tekster på vejen til den udgivne bog.

 

Om Birgitte Flensholt: selvstændig kostkonsulent i snart 20 år. Underviser, foredragsholder, vejleder og forfatter.

Er uddannet Ernærings- og husholdningsøkonom på Ankerhus i Sorø. Har læst 1. del af psykologistudiet på Københavns Universitet, har en grunduddannelse om psykoterapeut og som coach.

www.flensholt.dk – Facebook – Birgitte Flensholt veje til sunde liv – LinkedIn – Birgitte Flensholt veje til sunde liv.

Mor 70 År

Lone Rytsel

Jeg begyndte at skrive undervisningsmateriale for voksne i 1980 i min rolle som voksenunderviser, og oprettede et lille mikroforlag, hvor jeg mest udgav danskbøger.

I 2014 valgte jeg at udgive bøger hos Books on Demand, og i de første år blev det letlæsningsbøger for unge og voksne. Små bøger, der har en størrelse som en lidt større novelle og har vist sig også at være velegnet til ældre, der får kognitive problemer og ikke kan koncentrere om større bøger længere. Blandt andet ”Forrådt” – ”Bjerget, der åbnede sig” – ”Kærlighedens krinkelkroge” –

Og for et par år senere begyndte jeg at skrive selvudviklingsbøger i forbindelse med mit arbejde som coach og foredragsholder. Blandt andet ”Tænk dig til et bedre liv” – ”Når trolde coacher” – ”Mine små soldater”, som blev til efter et cancerforløb, men også i samarbejde med andre en meget positiv bog om udvikling på trods af mange udfordringer ”Fra kaos til håb”.

Men så blev jeg nysgerrig efter at prøve andre genrer, og det blev til små bøger med prosalyrik ”Moderkærligheden, den største af alt”, som blev til, da jeg skulle deltage i et event om kærlighed. Så kom Corona og inspirerede til at skrive ”Katastrofen” og da jeg har svært ved at blive sat i bås, opdagede jeg hvad 100 ords tekster kunne gøre. Små sætninger, der på magisk vis kan inspirere og give stof til eftertanke med få ord. Det blev til ”Opmuntring i en krisetid”, og jeg er sikker på, at jeg vil skrive flere af den slags bøger i fremtiden.

I 2022 har jeg været med i nogle bøger sammen med andre. ”Os hernedefra” en antologi med forfattere fra Sydsjælland – ”Styrk din mentale sundhed” i forbindelse med et projekt – og senest ”Livet har lært os”.

Her fik jeg samlet nogle kvinder, der ligesom jeg elsker at skrive og det viste sig at vi var gode til at inspirere hinanden. Vi mødtes på en cafe første gang for 2 år siden. Jeg har tidligere haft mange små kvindegrupper, jeg mødes med, men manglede én, der ligesom jeg elsker at skrive, så prøvede at samle nogle veninder og bekendte og undervejs mødtes vi hver 6. uge og begyndte at læse op for hinanden og oplevede, hvordan vi blev bedre til at skrive. Jeg kom en sommerdag med en skør ide. Skal vi ikke skrive en bog sammen? Vi har så meget erfaring og ideer, som vi gerne vil dele med flere end os selv. Det tog længere tid, end forventet, men vi blev enige om, at det var processen, der var den vigtigste, dog skruede vi tempoet op til sidst, for nu ville vi gerne udgive, så bogen kunne blive en julegaveide, og det lykkedes ”Livet har lært os” blev udgivet.

For øjeblikket arbejder jeg med memoirer i små overskuelige tekster, og frisættende fortællinger for at se, om jeg kan skrive mig frem til en afklaring af, hvordan vi mennesker kan have nogenlunde samme opvækst og udfordringer, men udvikle os så forskelligt.

Mød mig den 28. januar 2023 kl. 11-13 hos Boghandler Tissot & Koch, hvor jeg signerer bogen sammen med 2 andre forfattere. Marianne Christensen og Marie Lenstrup. Gratis adgang og ingen tilmelding.

Jeg er voksenunderviser, coach, forfatter og foredragsholder. Jeg bor i en lille landsby i Sydsjælland og har fortsat mit mikroforlag og en folkeoplysende aftenskole for voksne her. Nu har jeg også en Podcast, der hedder HUSK DIT LIV, hvor jeg har flere interview med spændende personligheder.

Jeg er uddannet NLP-terapeut og lifecoach og har arbejdet med undervisning i personlig udvikling i mere end 40 år og nu på skriveværkstedet med fortællinger og motiverende og forløsende tekster.

Du kan møde mig på Facebook og www. lonerytsel.dk samt www. sandvig-folkeoplysning.dk og lone@lonerytsel.dk