Mit nye liv - Det kan jeg ikke mere, men hvad kan jeg så?

Sådan kan en alvorlig ulykke blive til en positiv oplevelse.

Lone Rytsel fortæller, om hvordan hun er kommet på benene efter en ulykke. Måske nogle gode råd, der kan bruges af andre.

Hun fortæller selv:

”Om ikke så mange dage, er det 15 måneder siden jeg oplevede at falde igennem en træaltan og 3 meter ned i en hønsegård. Godt vi ikke længere havde høns. Det havde været så synd for hønsene.

Jeg har skrevet dagbog, små tekster, flere tanker og refleksioner over livet, og har ventet på, at jeg blev så normaliseret, at jeg ville være i stand til at samle alle mine tanker og skriverier i en lille bog. Nu er dagen ved at komme. Og så kommer de næste tanker. Hvem mon dog gider læse den historie? Min familie behøver nok ikke. De kender den. Mine venner? Det er vel det samme. Men min personlige måde at klare oplevelsen på, kan måske inspirere andre i en nogenlunde tilsvarende situation.

Jeg har tænkt mig at lægge lidt ud på Facebook undervejs, mens jeg samler sammen, og tager gerne imod ideer og gode råd og måske også kommentarer og meget gerne støtte” – Sådan skrev jeg for nogle dage siden og fik så mange positive tilbagemeldinger, at jeg er helt motiveret til at skrive, og nu kan du møde mig hos Sandvig Folkeoplysning, der låner et lokale i DGI-huset i Vordingborg.  

Jeg har ikke fundet en titel til bogen endnu. Måske kan du være med til at hjælpe mig - så hvis du har læst de tre afsnit på facebook, må du gerne kontakte mig med et forslag til titel, for når vi kommer frem til 5. marts, er jeg sikker på, at bogen er udkommet og har fundet sin titel. 

Men første side, ser sådan ud - lige nu” - MIT NYE LIV - Det kan jeg ikke mere, men hvad kan jeg så?

Tirsdag den 5. marts 2024 kl. 13-15

Pris 100 kr.

 

Tilmelding til Lone på  lone@lonerytsel.dk